Måned: august 2007

Urban har i dag en artikel om 8 medarbejder arketyper, der kaldes Rikke Rygtespreder, Mogens Modvind, Søren Supermand, Hanne Hyggespreder, Frederik Frigear, Ole OPgavespringer, Pia Planlægger, Rasmus Rampelys. Meningen med medarbejder typerne er at den enkelte medaarbejder skal kunne genkende sig selv.

De her arketyper er alt det som personas ikke er. Hvert navn er udtryk for en negativ kategorisering og jeg tvivler på, at der er nogen der har lyst til at se sig selv som en Frederik Frigear eller som en Rikke Rygtespreder. Ud over at kategorierne udtrykker kønsstereotypier, så er de svære at identificere sig med og svære at holde af. Så hvordan de skal bruges aktivt er ikke lige til at se. Jeg har set flere tendenser til at arketyperne vinder frem, især i medieverdenen, og de er altid beskrevet negativt eller som nogen som man kan lægge afstand til.
Her overfor står personas som en metode hvor formålet netop er at skabe engagement med brugerne. Hvis man skal kunne engagere sig i en bruger, så skal man også kunne identificere sig med brugeren. Da engagement netop består af både identifikation og empati. For at undgå at de bliver design til de dumme brugere eller de uvidende brugere, så er det vigtigt at persona’erne er beskrevet så man kan holde af dem.

Marie Ertner skriver:

Kære Lene
Nu skriver jeg igen med et spørgsmål om personas. Jeg har fået fingrene i lidt mere litteratur om engaging personas, og som det ofte er, så skaber mere viden flere spørgsmål. Jeg håber, du har tid og lyst til at besvare mit. Du er naturligvis velkommen til at lægge det på din blog, eller bruge det som du vil.

*Engaging personas vs. mål-definerede personas*

Spørgsmål: Jeg har læst din artikel ‘Design Through Engagement’ og blev lidt forundret over fokuset for engaging personas. Du skriver at Allan Coopers personas er defineret ud fra mål, mens ‘Engaging Personas’ er defineret ud fra personlighedstræk/karaktertræk. I det hele taget virker det som om, du fokuserer meget på individuelle og personlige kendetegn såsom kropsudtryk, psyke og social/kulturel baggrund.

Svar: Min baggrund er meget forskellig fra Alan Coopers og jeg skelner mellem det at skrive og det at læse. Når man beskriver en persona skal man have i tankerne at persona beskrivelsen ikke er til eget brug, men skal læses af andre. Når man læser en beskrivelse af et andet menneske som skal bruges til at man kan leve sig ind i det andet menneske, så er det personlighedstrækkene som udgør forskellen på om man kan engagere sig i (have empati for/identificere sig med) beskrivelsen. Derfor lægger jeg vægt på at beskrivelserne indeholder en menneskelig profil og derfor går jeg imod stereotype beskrivelser. Mit udgangspunkt er viden fra det humanistiske område, hvor jeg har arbejdet med fiktion og fortælling og ikke en viden der stammer fra computer science.

Spørgsmål: Jeg undrer mig over, hvordan man kan udvikle engaging personas – defineret og afgrænset i grupper ud fra personlighedstræk – der kan favne en hel målgruppes variationer. Er personligheds-relaterede spørgsmål relevante for hvordan en overordnet målgruppe et website, og hvilke ønsker og behov de har som brugere? Hvordan kan man identificere mønstre, når det helt centrale omdrejningspunkt ikke er, hvad de gør, men/ hvem de er/? Risikerer man da ikke, at udviklingsprocessen bliver meget rettet mod én eller et par bestemte personer frem for en hel, kompleks målgruppe?

Svar: Fra mit udgangspunkt er personas en viden ikke kun om hvad brugerne bruger, men også hvordan de bruger et site/system. Igen skelner jeg mellem det at skrive og det at læse. Når man laver mønstre så fokuserer man på hvor forskellene er i målgruppen. Min erfaring er, at forskellene nogle gange er holdningsbestemte andre gange er de bestemt at hyppighed af brug. Forskellene kan også være præget af IT erfaringer, men så er de ofte også præget af holdning til det at bruge et system og de krav man stiller til et system, f.eks. så kan man godt bruge et system meget, men ikke have store krav til systemet. Eller man selv sige at man ikke har store IKT kundskaber, men stille store krav til systemet – dette sidste så vi på Virk.dk, hvor der var brugere der ringede ind med forbedringsforslag. Disse brugere ville aldrig selv mene, at de var havde høje IKT kundskaber. Et andet eksempel er en bruger der har store problemer med et system, men synes at systemet er godt, fordi hun kan følge en manual, og dermed føler sig sikker. Det er denne type holdninger som jeg mener at personas beskrivelserne bør afspejle og som man bør kigge efter når man indsamler data.

Spørgsmål: Jeg kan godt se, at det er lettere at leve sig ind i en meget personlig og virkelighedstro personasbeskrivelse, men risikerer man ikke at designmæssige beslutninger bliver bundet op på nogle irrelevante overvejelser omkring specifikke, udvalgte personlighedstræk, der mest er ‘pynt’ på ens personas?

Svar: Jeg mener, at det der adskiller personaen fra f.eks. aktøren i en use-case er netop “pynten”, der gør at vi kan indleve os i brugerens behov og motivation. Samtidig skal vi også forstå brugerens kontext og arbejdsgange. Så det er ikke et enten eller, men et både og. Men hvis man udelukkende fokuserer på arbejdsgange, så er vi tilbage til det, som har været er kendetegnet ved langt det meste systemudviklingsteori og -metode, at mennesket er et vedhæng til systemet.

Skal jeg summere op, så tror jeg, at det handler om en bevidsthed om, at der er en læser, som skal få informationer gennem personabeskrivelsen. Og hvis læseren skal kunne leve sig ind i personabeskrivelsen (som også indeholder arbejdsgange, systembrug, mm.) og kunne forestille sig designet af et fremtidigt system, så må beskrivelsen indeholder elementer, der kan give indlevelse – og det gør personlighedstræk.

One Response to “Flere spørgsmål og svar”

1. Anders ToxboeJuly 20, 2007Et af spørgsmålene lød:
   “Jeg undrer mig over, hvordan man kan udvikle engaging personas – defineret og afgrænset i grupper ud fra personlighedstræk – der kan favne en hel målgruppes variationer.”Er en af pointerne her ikke også at man ved at bruge personas netop ryger udover det stereotype og generaliserende, der normalt kendetegner en hel målgruppe. Og at man ved istedet at bruge præcise arketyper istedet for brede og generaliserende stereotyper netop rammer designet bedre?Samme spørgmsål bliver uddybet:
   “Risikerer man da ikke, at udviklingsprocessen bliver meget rettet mod én eller et par bestemte personer frem for en hel, kompleks målgruppe?”Og jo – det gør man netop. Og det er netop det der er pointen. At man laver designet til en helt bestemt arketypisk person (arketypisk for målgruppen) istedet for hele den komplekse målgruppe.